Når angsten overtager...

Når angsten overtager...

 

Noget der har været oppe og vende meget den seneste tid, er angst. Det eksploderede lige pludselig med mennesker der har eller har haft angst og man kan måske godt gå hen at tænke, at det er en lille dille som alle vil være en del af. I ved, når én har det, så har alle det. Men jeg tror faktisk at den er god nok, altså at størstedelen har det eller har haft det, men bare har holdt det for dem selv, indtil der ligesom var nogen der turde åbne op og være ærlige omkring det. Det er som om, at det har været et tabu indtil nu og jeg indrømmer gerne, at jeg selv har haft svært ved at fortælle andre, at jeg også er sådan én med angst. Jeg har været flov over det, følt mig som et svagt menneske og tænkt, at folk ville tro, at jeg var ustabil.

Og hvorfor deler jeg det så med jer nu? Jo, jeg syntes at tabuet skal brydes nu, så de derude med angst ikke føler sig alene (for det gør man) og så gider jeg ikke gå og være flov over det her mere, det er en del af mig lige nu og jeg kan sgu ikke gøre for det.  

Angst har mange ansigter, hvilket betyder, at min angst måske slet ikke er ligesom din. Det kan være du får pludselige panikangstanfald, der giver dig hjertebanken og gør dig svimmel eller måske noget værre end det. Det kan også være, at du er en af dem der har social angst, som gør, at du har svært ved at være sammen med andre mennesker i mindre grupper. Eller måske har du det helt ligesom mig. Jeg har det man kalder angstfyldt bekymring, da jeg ofte forestiller mig ting ude i fremtiden der kan gå galt. Oftest er det sådan noget som ulykker, terror, krig eller at jeg mister min familie. Der kører ligesom en lille horror film inde i mit hoved, som jeg simpelthen ikke kan få stoppet igen. Det er så forfærdeligt nogle billeder og forestillinger man ser for sig og desværre kan man godt gå hen og tro på det man ser, bliver til virkelighed. Og det er jo så også dér angsten viser sit møgbeskidte ansigt.  Der spreder sig en panik i kroppen, man får hjertebanken og adrenalinet pumper derudaf, og man er klar på at kæmpe eller flygte. Jeg flygter fra angsten ved at lave undvigelsesmanøvre. Jeg bevæger mig uden om de ting jeg ved vil give mig angst og kæmper en kamp mod angsten når den har fundet mig, men desværre er det oftest, at angsten vinder.

Jeg har også angst for at køre på motorveje, for at køre over broer og for at flyve. Sådan har jeg ikke altid haft det, tværtimod, så jeg har jeg faktisk elsket at rejse med fly og har givet den godt gas på motorvejene. Det stoppede da jeg mistede min lillebror da jeg var 22 år. Han var kun 13 år og mistede livet i en trafikulykke. Jeg græder allerede, bare ved at skrive den sætning. Savnet er stadig så sindssyg stort og sorgen har groet sig fast i ens hjerte, og for at man ikke skal glemme den efter alle de år, vil den sætte kløerne i fra tid til anden, og smerten vil igen mærkes som var det i går. Angsten kom snigende herefter. Jeg blev pludselig bange. Jeg blev bange for at dø, ikke fordi jeg er bange for selve døden og det der kommer efter, men bange for, at min mor også skulle miste mig. Jeg kunne og kan stadig ikke bære tanken om, at lade min mor gå igennem noget så frygteligt igen. Hvis det stod til mig, skulle ingen mødre i verden, nogensinde opleve at miste deres barn. Det må være den aller, aller værste smerte man kan opleve i dette liv.

Nu er jeg selv blevet mor, til 2 helt fantastiske unger, hvis jeg selv skal sige det. Og da jeg blev gravid med min førstefødte, gjorde det desværre ikke noget godt for angsten. Nu skulle jeg ikke kun tage ansvar for mig selv, men også det lille levende menneske inden i mig. Shit hvor bliver man bange når man bliver mor. Alle de bekymringer der følger med, var overvældende. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har mærket på mine børn om de stadig trækker vejret. Bare inden jeg faldt i søvn i går, gjorde jeg det 4 gange ved James, som er min dreng på 18 mdr.

Jeg blev en hønemor gange 10 og for hulan hvor har jeg haft svært ved, at lade andre passe min datter. Der gik laang tid, før jeg var bare en smule rolig med det og ikke bed neglene af inden hun var hjemme igen. Det går meget bedre nu, men det er også fordi hun er blevet en stor pige og har fået en bedre forståelse af, hvad der er farligt osv. Jeg er slet ikke dér endnu med James, og kan slet ikke holde tanken ud, at én mand skulle passe begge mine unger på én gang. Der skal helst være 2 øjne eller flere på James hele tiden, for han er en vildbasse af højeste kaliber. Det er virkelig ikke rart at sige til bedsteforældre, at man ikke tør lade dem passe deres børnebørn for, av den gør da helt hundrede også ondt på dem, men tanken om, at der skulle ske mine børn noget, når andre har ansvaret for dem,ja den overskygger fuldstændig desværre. Og det er ikke fordi at jeg tror, at de ikke passer på deres børnebørn, men jeg gør det bare bedst, for jeg er deres mor. Jeg har det på samme måde når jeg fx køre i bil, jeg stoler mest på, at der ikke sker noget, hvis det er mig der sidder bag rattet. Jeg skal helst have kontrollen.

Min kæreste siger ofte til mig “slap nu af skat”, “rolig nu”, “du skal ikke bekymre dig” og ihhhhh hvor syntes jeg, at det bare er pisse træls, når han siger sådan. Hvis bare det var SÅ nemt, så havde jeg nok slappet af og ikke bekymret mig om alt det, men sådan fungerer min åndssvage hjerne bare ikke. Den fatter ikke det der. I morges havde vi en snak omkring en situation der ville give mig angst og jeg prøvede, at forklare, igen, at jeg får disse her skrækscenarier inde i mit hoved, hvor han dertil svarer “det må du jo bare holde op med så”....................lang pause………………… her får jeg først lyst til at råbe mega mega højt, men bliver i stedet for helt vildt ked af det. Det fik mig pludseligt til at føle mig helt alene i verden, og misforstået og fejet ind under gulvtæppet, hvis man kan beskrive det sådan. Det JEG hørte ham sige var, “ det er noget pjat med dig, du skal bare tage dig sammen og så er den ikke længere”. Av for pokker. Men det kan jeg jo for fucksake ikke! (undskyld jeg bander mor)

Det er absolut ikke nemt at bo med mig og slet ikke når jeg har det på denne her måde. Min kæreste og børn er nødt til at tage hensyn hele tiden og det er hårdt for dem og for os alle. Men så længe jeg har det sådan her, er det desværre sådan det er. Jeg KAN ikke fungere når angsten overtager, jeg er ikke mig selv og jeg føler at jeg bryder sammen inden i. Selvom min kæreste kommer med nogle, efter min mening, uheldige udtalelser, så er jeg så lykkelig for, at han er en del af mit liv og at han stadig har lyst til at være det. For igen, det er ikke nemt at leve med mig. Han er det mest tålmodige menneske jeg kender og han lader mig få mine anfald og presser mig ikke derud hvor jeg ikke kan bunde. Bedre mand findes ikke.  Men han ønsker selvfølgelig, at jeg skal komme i behandling for min angst. For familiens skyld og for min. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har lidt svært ved at tage dét skridt. Igen kommer det med at være flov frem, for jeg er flov over at spørge om hjælp og vise verden at jeg har en svag side. Især når jeg nu har gået og været så stærk uden på og ladet alle tro, at jeg sagtens kunne klare det hele. Jeg skal pakke det væk og så bare gøre det, hvis ikke for min egen skyld, så for min families, for det er sgu især synd for dem.

Lige som jeg skulle til at afslutte denne her roman, så bippede der en sms ind fra min kæreste, hvor han undskylder og skriver, at han har en manglende forståelse for hvordan jeg føler. Han er hermed tilgivet og elsket lidt højere end før, og selvfølgelig forstår han ikke hvordan jeg føler, og gudskelov for det da.

Angst forstår man først når man har mærket den på egen krop.

 

 

Tak fordi du ville læse med, det betyder meget for mig.

Louise <3