Sunde, nemme og hurtige grovboller

Sunde, nemme og hurtige grovboller

 

Så er denne weekend snart ovre og hverdagens trummerum starter snart igen. Det gik alt alt for hurtigt og hvad fik jeg lavet? Absolut ingenting...eller jo, lækre og sunde boller. But that's it.

Jeg syntes det er så lækkert, at få hjemmebagte boller om morgenen og så føler jeg mig også lidt som en overskuds-mor, når jeg kan give min datter sundt hjemmebag, med i madpakken. Men som de fleste nok ved, så skal grov boller næsten altid hygge sig natten over i køleskabet, hvilket min tålmodighed ikke gider at vente på. Når jeg får en idé, så skal det meget gerne ske lige nu og med det samme. 

Min tålmodighed og jeg er derfor super glade for denne opskrift, som også er så nem, at man ikke sviner andet til end én skål, hvilket giver mindre opvask, og hvem kan ikke lide det?). 

Noget andet der også er virkelig godt ved denne opskrift er, at man kan smide lige det man vil i dejen, af korn, kerner eller noget revet gulerod.
Når jeg kommer det i, er det lidt på gefühl, dejen skal bare være lige mellem tyk og tynd, altså ligesom en tyk grød. I disse boller har jeg f.eks. kommet lidt 5-kornsblanding i og lidt ekstra solsikkekerner og sesam på toppen.  

 Her er verdens måske nemmeste opskrift på sunde og grove boller.

 


Ingredienser

(ca.10 stk)

  • 0,5 pk gær
  • 3,5 dl lunkent vand
  • 2 tsk groft salt
  • 2 tsk flydende honning
  • 100 gr fuldkornshvedemel
  • 100 gr durumhvedemel
  • 125 gr hvedemel
  • Solsikkekerner, græskarkerner eller revetgulerod, alt efter hvad du lige har lyst til. 

 

Sådan gør du:

  1. Rør gæren ud i lunken vand
  2. Tilsæt salt og honning
  3. Tilsæt de forskellige mel
  4. Tilsæt evt. kerner eller korn, og/eller revet gulerod
  5. Rør dejen sammen til en tyk grød (hvis dejen er for tyk, så tilsæt ekstra vand. Er dejen for tynd, så tilsæt lidt ekstra mel.)
  6. Lad dejen hæve tildækket i en 1 time.
  7. Brug en ske til at forme bollerne med.
  8. Bollerne skal efterhæve i 15 min.
  9. Bag dem i oven ved 200 grader i ca.20 min. 

 

Værs'go! Super nemme boller lige til madpakken eller til morgenbordet.